Vil du prøve kræfter med at skrive en spilbog? Vil du vinde præmier og få feedback på din historie og skrivestil – og have mulighed for at få opmærksomhed som forfatter? Så er chancen her!

Gottschalck Spilbog Konkurrencen er grundlagt i 2022, og har til formål at puste liv i spilbog genren i Danmark. Konkurrencen drager inspiration fra Lindenbaum Spilbog Konkurrencen, og er oprettet med velsignelse derfra.

Hvad er en spilbog?

En spilbog er en bog, hvori man selv vælger handlingen. Eksempelvis vil man i afsnit 1 blive præsenteret for et valg: “Vil du åbne døren, så gå til 18. Vil du hellere fortsætte ned ad gangen, så gå til 37.” Spilbøger har oftest regler, så man også har et element af tilfældighed. Ofte spilles der med terninger. Klarer man eventyret, bliver man belønnet med en tilfredsstillende slutning.

De mest kendte danske spilbøger er serien Sværd og Trolddom, som mange kender.

Bemærk: I denne konkurrence skal begrebet “spilbog” forståes som et rent digitalt format. Der bliver altså ingen fysisk udgivelse.

Formalia
Spilbog konkurrencen starter 1. marts 2022, og du har to måneder til at skrive din historie! For at deltage skal du gøre følgende:

Skriv en historie på max 100 afsnit og max 20.000 ord. (Til sammenligning er en standard Sværd og Trolddoms bog på 400 afsnit og omkring 60-70.000 ord). Indsend din historie senest 30. april kl 23:59.

Hver deltager kan indsende max én historie.

Forfatteren beholder rettighederne til sin historie, og kan trække den tilbage når som helst.

Teksten skal være på dansk og må være alle genrer, bortset fra erotik.

Historien skal være enten være sat i et fiktivt univers som du opfinder, eller i den virkelige verden. Du skal overholde ophavsret og må ikke skrive om varemærkede figurer eller steder osv. fra eksisterende fiktive universer.

Historien må ikke tidligere være udgivet, hverken helt eller delvist.

Historien skal indsendes i enten RTF eller Word format.

På historiens første side skal tydeligt være angivet historiens titel, dit navn, samt at historien indgår i “Gottschalck skrivekonkurrencen”. Du kan derefter give en introduktion og forklare reglerne.

Spilbogen skal være gennemlæst, rettet for stavefejl og spiltestet før indsendelse. Der skal være korrekte links mellem afsnittene, således at man bliver ført fra et afsnit til det næste, når man trykker på en henvisning. Når alle tekster er modtaget, vil jeg redigere dem til det endelige oplæg. Dette bliver lagt op på denne hjemmeside som pdf, og kan derefter hentes og læses af alle. Dermed starter afstemningen.

Alle deltagere vil få tilsendt en kopi af deres egen historie nogle dage før afstemningen begynder, så de sidste rettelser kan finde sted. Når først afstemningen går i gang, er det ikke længere muligt at redigere i historierne, med mindre der findes fejl, som gør historien umulig at spille. Bemærk, at kun mindre men nødvendige rettelser er mulige efter dette tidspunkt – så altså ikke stavefejl og lignende.

Tilsendte historier, som ikke overholder ovenstående formalia, kommer ikke i betragtning til konkurrencen.

Det koster intet at deltage i konkurrencen.

Illustrationer
Medfølgende illustrationer modtages i udgangspunktet ikke.

Det er dog tilladt at medsende illustrationer, såfremt disse er nødvendige for at løse historien. Det kan eksempelvis være et kort eller puzzles. Bemærk, at et kort som blot giver et overblik over verdenen, men som ikke er strengt nødvendigt for at løse historien, vil blive afvist.

Illustrationer skal være i enten .bmp eller .jpg format, og skal være indsat i det indsendte dokument.

Afstemning
Konkurrencens vindere bliver fundet ved afstemning blandt læserne. Vinderne opgøres efter hvor mange stemmer, en historie modtager. Hver stemmegiver kan afgive 3 stemmer, som skal lægges på forskellige historier. Stemmegiveren kan ikke ændre sine stemmer eller trække dem tilbage.

Såfremt nogen stemmer på mere end 3 historier, vil kun de 3 første stemmer blive talt med.

Såfremt nogen stemmer på kun 1 eller 2 historier, vil disse stemmer blive accepteret. Det er ikke muligt at afgive stemmer over flere omgange.

Såfremt nogen giver alle 3 stemmer på en og samme historie, vil det tælle som 1 stemme i alt.

Såfremt der opdages snyd med stemmerne, vil alle mistænkte stemmer blive ekskluderet.

Når alle stemmer er gjort op, udråbes vinderne af de fem mest populære historier. Dette sker her på siden samt på Facebook.

Send din historie til post@mortengottschalck.dk.

Rigtig god fornøjelse!

Præmier

De fem historier, som får flest stemmer, vil blive belønnet således:

Førstepladen får en pengepræmie på 1000 kroner samt et gavekort til Faraos Cigarer på 300 kroner.

Andenpladsen får en pengepræmie på 666 kroner samt et gavekort til Faraos Cigarer på 300 kroner.

Tredjepladsen får en pengepræmie på 333 kroner samt et gavekort til Faraos Cigarer på 300 kroner.

Fjerdepladsen og femtepladsen får begge et gavekort til Faraos Cigarer på 300 kroner.

Gavekortene er i form af tilgodebevis, og kan ikke byttes til kontanter.

Alle pengepræmier udbetales via bankoverførsel eller MobilePay umiddelbart efter konkurrencens udløb. Såfremt vinderen ikke reagerer indenfor 3 måneder af konkurrencens afslutning, bortfalder præmien.

Panel
Konkurrencen modereres af et panel, som vil komme med udtalelser til vinderne.

Tidslinje
1. marts kl. 09:00: Konkurrencen åbner. Deltagere kan tilmelde historier.
30. april kl. 23.59: Tilmelding lukker. Spilhistorier modtaget efter dette tidspunkt kommer ikke i betragtning.
1. maj – 8. maj: De indsendte historier redigeres til det færdige format. Såfremt mange historier modtages, kan denne dato blive forlænget med en uge. Deltagerne får tilsendt en kopi af deres egen historie, hvor rettelser kan foregå.
9. maj kl. 12: Historierne lægges op på dette site, og afstemningen begynder.
3. juli kl. 23.59: Afstemningen slutter.
11. juni kl. 12:00. Vinderne annonceres på dette site og på Facebook.

Datasikkerhed
Som arrangør af konkurrencen tilbageholder jeg alle oplysninger om deltagerne, bortset fra forfatterens navn samt titlen på den indsendte historie, som begge vil blive offentliggjort når afstemningen begynder. Alle oplysninger og henvendelser behandles fortroligt.

Spørgsmål og svar

Sp: Læser du historien igennem for stavefejl og giver feedback før afstemningen?
Sv: Nej. Jeg forventer dog, at en del læsere vil give feedback.

Sp: Kan jeg sende en delvist færdig historie undervejs i konkurrencen, og så sende resten senere?
Sv: Nej, du skal sende hele historien komplet og på én gang.

Sp: Kan man være mere end én forfatter på en historie?
Sv: Ja. Der er ingen grænser for hvor mange forfattere en historie må have.